SKOVBY MØBLER A/S

Stilfuldt lakeringsanlæg til Skovby Møbler A/S.

Skovy Møbler har fuldt med udviklingen fra ganske lille bestillingsproduktion i 1933 til nutidens moderne stordrift. Dette har medført mange store udvidelser af produktionen, uden at fabrikken er gået på kompromis med den oprindelige idé om høj håndværksmæssig kvalitet. Et andet af  virksomhedens adelsmærker er, at den stadig har hele produktionen fra råtræ til færdigt møbel under ét og samme tag. Det giver en unik mulighed for at sikre råvarekvaliteten og vurdere åretegningen, strukturen og farvespillet i det enkelte stykke træ.

Forretningsidéen for Skovby Møbler A/S, nemlig at samle al ekspertise, der er vigtig for møbelproduktionen, og dermed have styr på, at det færdige produkt lever op til virksomhedens høje krav om håndværksmæssig kvalitet, var også virksomhedens udgangspunkt, da den i foråret 2003 indgik en aftale med D3 System A/S om opførelse af en komplet bejdse og lakeringslinie. Resultatet er blevet et anlæg med stor kapacitet, central styring af alle enheder og ikke mindst et æstetisk anlæg, som med store vinduespartier og glatte overflader, vil gøre det til en lys og venlig arbejdsplads. Et anlæg man kan være bekendt at vise frem til virksomhedens gæster.

Linien består af en gulvconveyor, sprøjteboks med 2 robotter, slamhåndtering, flash-off-, tørre- og kølezone, alt i den samme sandwich panelkonstruktion, med mandshøje vinduespartier, som gør det nemt at følge produktionen.

Som transportsystem til stolene er valgt en gulvconveyor, som giver en stor stabilitet og en rolig transport af emnerne. Den høje repeterbare præcision i placering af emnerne i sprøjteboksen, er den direkte grund til at valget er faldet på netop denne conveyortype.

Den 6 meter brede vådsprøjteboks er forsynet med vandvæg og sidekar, og ser til at luften renses. Boksen er fuldt integreret i det øvrige panelhus, som indkapsler hele anlægget, og 4 store vinduer sørger for fuldt overblik over sprøjteprocessen, både udefra, fra pumperummet og fra indløbszonen. Alt i alt en flot "indpakning" af den velkendte tyndpladekonstruktion.

Hver robot er udstyret med to sprøjtepistoler: en elektrostatpistol til syrehærdende lak og en almindelig pistol til bejdse. Til hver laktype findes i pumperummet tilsvarende 2 pumper, således at det altid er muligt at forberede en ny type lak eller bejdse, så farveskift kan foregå uden unødigt spildtid. Farveskift foregår automatisk fra den centralt placerede industri PC.

D3 System A/S har årelang erfaring med industrikemikalier og mekaniske systemer til rensning af procesvand i malerkabiner, og firmaet har på det seneste forbedret skraberfunktionen på deres populære slamkar, således at skraberen dækker en større del af vandoverfladen. På den måde sikres det, at koaguleret lakslam hurtigere skrabes væk fra overfladen. Slamhåndteringen er placeret i et selvstændigt rum i nær tilknytning til den resterende del af anlægget.

Styring af hele anlægget og alle komponenter foregår fra den touchskærm, som er placeret centralt ved indløbet af sprøjteboksen, og alt lige fra opstart, programskift, temperaturindstilling af tørrezone, farvevalg og farveskifte foregår herfra. Skærmbilleder og menuer giver en overskuelighed og et overblik over anlæggets status og procesforløb.

Som lakeringsrobotter er valget naturligt nok faldet på b+m surface systems GmbH's 320'er serie. Den pålidelige og økonomisk gunstige robot, som i det sidste årti har vundet stor udbredelse i Skandinavien.

Tørrezonen varmes op af 6 stk. varmeflader, som i hver sin cirkulationsenhed sørger for, at varm luft blæses ind omkring stolene med en temperatur på op til 50oC. Efter endt udhærdning og tørring bevæger stolene sig til en kølezone, som køler stolene ned til rumtemperatur.

"Resultatet er blevet et meget smukt og velfungerende anlæg, som i høj grad lever op til de forventninger, vi fra starten havde", udtaler direktør Preben Rasmussen. Han fortsætter:"D3 System A/S har været utrolig lydhør overfor vore ønsker, alt i alt kan jeg kun anbefale D3 System A/S".